Ullas indlæg til Skraaen: 

Udfordringer er mange, store og små, og især som barn; det er rart at komme i mål med sin udfordring, men processen for at nå målet er ligeså spændende og lærerig.

Hos spejderne er det ligeså. Vi har her i sommeren lavet lidt forskelligt.

Vi har været på besøg hos Jørgen i hans værksted og kreeret de fineste træbiler med hammer, skruer, søm og lim. Fra fri fantasi.

En aften var vi hjemme i mit køkken og bage muffins, og imens de var i ovnen, spillede vi bræt-spil og kort. Rigtig hygge.

Vi har selv siddet med nål og tråd og syet vores egne mærker på uniformen. Det tog nogen kræfter at koncentrere sig, og tålmodigheden blev da også sat lidt på prøve, da de skulle tråde nålen, og holde mærket lige, når de jog nålen gennem stoffet. Og ej altså, hvor var det da træls når tråden faldt ud af nålen for syttende gang. Det blev alligevel vellykket til slut, og mærkerne sad fast på uniformerne.

Sommerafslutningen havde vi ovre på boldbanerne, hvor vi tog en gang rundbold og kage og saftevand til slut.

Allerede i april og maj havde vi forberedt os til Muslejren ved at tage knivbeviset. Det var jo indianer, som var året emne. Det var i 2. weekend af juni, vi var afsted.

Og ja, vi kunne næsten ha sejlet derhen på bølgen af det skybrud, vejrguderne serverede for os om fredagen, da vi skulle afsted til lejren og sætte telt op.

Ved indkørslen til P-pladsen ved lejren stod der 4 mænd og to traktorer klar til at skubbe og trække os alle gennem mudderpølen, for det var SERIØST een stor mudderpøl. Vi havde mudder op over begge ører, og bilerne ligeså, decideret pakket ind i mudder.

…Vi ved jo at med regn, blæst og kulde, eller sagt på godt jysk; total møgvejr, så kan vi ikke undgå, at der også kommer lidt bekymrede forældre, der jo logisk nok tænker på, om deres børn nu kan klare al den modvind/modgang. Det gør vi jo alle som forældre.

MEN, men, men kære forældre, frygt ikke!! I har nogle super seje børn, der bare tog det hele i strakt arm, og så det som en oplevelse. Ingen piv eller klagen overhovedet.

De legede, pakkede deres sovepladser ud, og vores madpakker spiste vi inde i vores planlagte ‘grej-telt’, for spisebordet opgav vi at bygge færdigt i styrtregnen. 😀

Der var ingen, der bekymrede sig ikke om, at alt deres tøj var brugt, gennemblødt og mudret, efter adskillige tøjskift allerede fredag aften. Og os ledere, tja, da vores bålplads druknede lige så hurtigt, som vi kunne øse vandet op derfra, så fik vi bjerget os en kande kogt vand hos nabolejren, så vi kunne få en kop varm aftenkaffe og kakao, da børnene var gået til ro, og alle teltene have store bunker af druknede gummistøvler indvendigt, drivvådt tøj, og regntøjet, der var sølet ind i mudder. 😉

– Ingen panik overhovedet i børnenes sovende ansigter, der drømte sig langt væk, – måske fløj de sammen med Peter Pan til Never-Never-Land… 🙂

Lørdag morgen vækkede solen os med sit varme, brede smil, mens den spredte sine lange orange-røde stråler hen over lejrpladsen og fik det hele til at dampe. Vi fik reddet bålpladsen fra druknedøden, fik lavet morgenkaffe, og fik alt det våde tøj op på en tørresnor, vi fik fikset klar.

Børnene vågnede med humøret i top og klar til nye oplevelser og med en glubende appetit, så de spiste faktisk morgenmaden, som vi havde regnet med til to dage. Vi måtte lige ha en budstikker til købmanden, så vi havde brød osv til næste morgen også.

Vi fik en fælles velkomst nede på den store samlingsplads, inden vi skulle ud og udforske

indianerland de næste to dage.

Der var krigsmaling, som vi blev enige om aldrig skulle vaskes af, (før badet når vi kom hjem), vi skød med bue og pil, løste indianerkoder, dekorerede tippier med indianersymboler, bagte brød på varme sten, og lavede en tromme og meget meget mere.

Da vi tog hjem søndag, var det med mudder i håret, krigsmalingen halvt udvisket, og halvt løbet ned over kinderne i en stor farvelade, vand i gummistøvlerne og med et stort smil, trætte kroppe, og med oplevelses-kontoen fyldt til bristepunktet i hvert eneste spejderbarn.

Vi er allerede klar til næste lejr, som bliver d. 1.-3. september, som er for både bævere, ulve og de store spejdere.

Idag, søndag d. 13. august, prøvede vi alle noget nyt. Vi deltog i indsættelsesceremonien af vores nye præst, Arne Holmgaard i Skærum Kirke. Det var spændende at opleve, hvordan sådan noget foregår.

Vi skulle gå ind med fanerne først, inden provsten, og præsterne. Børnene stod stolte og ranke under hele gudstjenesten og holdt fanerne, til slut skulle vi gå ud af kirken med fanerne som de sidste. Bagefter hilste vi på præsten, og fik kransekage.

KFUM spejderne i Ravnhøj-Skærum ønsker Arne og hans familie velkommen, og vi glæder os til samarbejdet fremover.

Nu på tirsdag d. 15. august har vi den officielle opstart af vores spejdergruppe herefter sommerferien. Dette gør vi ved en fælles bålaften i Åsted Ådal. Vi glæder os til at komme i gang igen med spejderarbejdet.

Mange spejderhilsner

Ulla Rømer Isaksen

Spejderleder